Rubiks terning bedst i test — sådan vurderer vi
Når vi stiller en håndfuld 3×3-cube op mod hinanden, nøjes vi ikke med at læse producentens egen beskrivelse. Vi vurderer fire ting: hvordan modellen drejer, når man skubber lidt skævt til den, hvor meget den kan justeres, hvordan dens overflade føles efter en uges daglig løsning, og om den holder til at blive tabt på et hårdt gulv. Det er de fire punkter, der afgør, om en cube bliver liggende fremme på skrivebordet eller ender i bunden af en skuffe.
Drejemodstanden er det første, vi mærker efter. En stiv model kræver kræfter i hver drejning, mens en alt for løs model skubber brikkerne ud af sporet midt i en løsning. Den gode fornemmelse ligger et sted mellem de to yderpunkter, og præcis hvor den ligger, er individuelt. Cubing er på den måde subjektivt: to personer med samme model kan skrue den helt forskelligt sammen og begge være tilfredse.
Dernæst kigger vi på hjørneskæring. Når du drejer hurtigere, rammer du sjældent lagene helt præcist, og en model med god hjørneskæring retter selv op på de sidste grader i stedet for at låse fast. Netop de lockups er den enkeltfaktor, der irriterer mest, når man går fra en klassisk model til sin første rigtige speedcube. Til sidst vejer vi holdbarhed og finish: hvordan plastens overflade tager imod fedt fra fingrene, om mærkaterne kanter sig, og om skruerne bliver siddende.
Vi lægger vægt på, at en direkte sammenligning skal være fair. Derfor prøver vi hver model både fabriksindstillet og efter en justering, for en cube der virker sløv ud af æsken, kan være helt anderledes med en halv omgang på skruerne. Vi opdigter ikke testtal, og vi skriver ikke, at noget er ekstremt godt, hvis forskellen kun kan mærkes af én, der løser under tolv sekunder. En Rubik’s Cube skal kunne tåle hverdagen, og derfor vejer holdbarhed lige så tungt som fart, når vi sætter modellerne op mod hinanden.
Fra 1974 til i dag: derfor sælger Rubik’s Cube stadig
Puslespillet blev opfundet i 1974 af den ungarske arkitekt Ernő Rubik, der oprindeligt manglede en model, som kunne dreje uden at falde fra hinanden. Først i 1980 kom den for alvor ud i butikkerne under navnet Rubik’s Cube, og siden er den solgt i hele verden i et antal, som ingen anden mekanisk legetøjsgenstand er kommet i nærheden af. Den oprindelige idé — seks sider, seks farver, én løsning — er stadig præcis den samme.
Det, der har flyttet sig, er hardwaren. Den klassiske Rubik’s Cube er langsom målt mod en moderne speedcube: den drejer tungere, den skærer ikke hjørner, og den skal behandles pænt. Producenten har selv opdateret mekanikken i den originale model for første gang i mange år, netop for at gøre den mere stabil og give en mere flydende oplevelse, men den er stadig bygget som legetøj, ikke som konkurrenceudstyr. Størstedelen af dem, der begynder at løse den seriøst, ender derfor med at købe en model mere. Den klassiske udgave er altså stadig et fint første møde med puslespillet, men den er sjældent den sidste cube, man ejer.
Samtidig er der kommet et helt økosystem omkring puslespillet. Der findes officielle konkurrencer i næsten alle lande, verdensrekorden for en enkelt løsning ligger under fire sekunder, og på internettet kan man støde på en gennemgang af hver eneste model, ofte som en video hvor en cuber løser den tyve gange i træk og fortæller, hvordan den føles. Det er faktisk en af grundene til, at markedet bevæger sig så hurtigt: en ny model bliver anmeldt af tusindvis af brugere inden for en uge.
Sådan vælger du en Rubik’s Cube der passer til dig
Det vigtigste valg er ikke mærket, men hvad modellen skal bruges til. En gave til et barn på otte år, en model til dig selv der skal ligge i tasken, og en model til konkurrencer er tre forskellige køb. Nedenfor er de parametre, der reelt betyder noget, når du står med to modeller og skal vælge. Vores erfaring er, at valget mellem en billig cube og et flagskibs-cube betyder mindre end valget mellem en magnetisk og en umagnetisk model.
2×2, 3×3, 4×4 og professorterning
3×3 er standarden og det format, størstedelen af alt materiale er skrevet til. Den er også det mest populære format i cubing-fællesskabet, så hvis du kun skal have én, skal det være en 3×3. En 2×2 har kun hjørnebrikker og bruges typisk som et hurtigt supplement eller som en blid indgang for et mindre barn. En 4×4 tilføjer et lag uden fast center, hvilket betyder, at du kan komme i situationer, som slet ikke findes på en 3×3, og det kræver et par ekstra algoritmer.
5×5 kaldes på dansk en professorterning, og den er et andet dyr end de mindre formater. En professorterning har både faste centre og brede lag, så metoden fra 3×3 kan genbruges, men der går markant længere tid pr. løsning. Mange køber en professorterning som næste skridt efter 4×4, netop fordi de to formater deler logik. Vær opmærksom på, at en billig professorterning ofte er den model, hvor kvaliteten svigter først: der er mange brikker, der skal sidde præcist, og en dårlig professorterning låser i hvert andet træk. Skal du kun have én model ud over din 3×3, vil vi hellere anbefale en god 4×4 end en tvivlsom professorterning. Pyraminx og megaminx hører til samme kategori af varianter: pyraminxen er faktisk nemmere end en 3×3, når man først kender metoden, mens megaminxen med sine tolv sider tager længst tid af dem alle.
Speedcube eller klassisk model
En speedcube er ikke bare en dyrere udgave af det samme. Mekanismen er bygget til at give slip: afrundede indvendige kanter, mindre friktion mellem brikkerne og et hulrum, der tillader lagene at være en smule ude af position. Gode speedcubes drejer næsten af sig selv, og det er præcis derfor, en klassisk model føles tung, når man har prøvet begge. Til gengæld er en klassisk model mere robust over for hårdhændet behandling, og den popper ikke, når et barn vrider i den.
Vores anbefaling er enkel: skal puslespillet løses for hyggens skyld et par gange om måneden, gør en klassisk model det fint. Skal du lære en metode og følge din egen udvikling, så køb en speedcube fra starten. Forskellen mærkes fra første drejning, og den koster i dag ikke mange kroner mere. Sagt helt konkret: en simpel budget-cube til under hundrede kroner drejer bedre i dag, end de dyre modeller gjorde for ti år siden.
Magnetisk kerne og justerbar spænding
Magnetisk kerne er den vigtigste opfindelse i moderne cubing. Små magnetstykker i hver brik trækker lagene på plads i de rigtige positioner, så modellen “klikker” ind i sit gitter i stedet for at stoppe et sted midt imellem. Det gør drejningerne mere forudsigelige og reducerer antallet af fejlgreb, og det er grunden til, at næsten alle konkurrencemodeller i dag er magnetiske. Styrken varierer: en svag magnetfølelse giver et let og frit produkt, en stærk giver kontrol og ro.
Justerbar spænding hører sammen med det. På en moderne model kan du skrue på både elastik og afstand mellem lagene, ofte uden værktøj, og en enkelt justering kan gøre samme model næsten ubrugelig eller helt perfekt. MagLev er den nyeste variant af samme tanke: her erstatter man fjedrene med magnetfelter, der frastøder hinanden, hvilket giver mindre friktion og en jævnere modstand hele vejen gennem drejningen. Hvis du er i tvivl, så start i midten af justeringsområdet og flyt dig lidt ad gangen — det medfører langt bedre resultater end at skrue helt i den ene retning.
Stickerless eller klistermærker
Klistermærker var standarden i årtier, og de har én fordel: de kan skiftes. Ulempen kender alle, der har haft en gammel model liggende — kanterne løsner sig, og efter et halvt år mangler der klistermærker på de sider, der bliver drejet mest. Klistermærker af god kvalitet holder væsentligt længere end de billige, men de slides.
Stickerless betyder, at brikkerne er støbt i farvet plast hele vejen igennem, så farverne ikke kan slides af. Det er i dag det mest almindelige valg blandt dem, der løser meget, og en stickerless overflade føles typisk en smule mere ru, hvilket giver bedre greb med tørre fingre. En detalje at kende: officielle konkurrencer tillader begge typer, men nogle foretrækker mærkater, fordi den sorte plast mellem farverne gør det lettere at genkende mønstre. Nogle dyrere modeller har desuden en UV-behandlet overflade, som forbedrer både greb og slidstyrke, og det kan mærkes efter måneders daglig løsning.
Sådan lærer du at løse Rubik’s Cube
At løse Rubik’s Cube er ikke et spørgsmål om at være god til hovedregning. Det er en metode, man lærer, og de fleste voksne kan gennemføre den første løsning på en enkelt aften med en guide ved siden af. Den udbredte begyndermetode kaldes lag for lag: du løser det nederste lag først, derefter det midterste, og til sidst det øverste med et lille sæt algoritmer. I alt skal du kende syv trin og omkring fem algoritmer, og det er nok til at kunne løse enhver blanding.
Første gang du kommer igennem, tager det typisk mellem fem og femten minutter, og du bruger lige så meget tid på at lede efter brikkerne som på at dreje. Efter tyve løsninger kender du mønstrene, og så falder tiden hurtigt. Et konkret tip til den allerførste gang: løs kun det hvide kryds uden at kigge i noget, og kig først i guiden bagefter. Den slags giver en langt bedre forståelse af, hvordan lagene hænger sammen, end hvis du følger en video træk for træk.
Vil du videre, hedder næste niveau CFOP, som står for Cross, F2L, OLL og PLL. Her løser du det nederste kryds, sætter derefter hjørne og kant sammen parvis i F2L, orienterer det sidste lag i OLL og bytter brikkerne rundt i PLL. CFOP kan læres gradvist: du kan bruge dine gamle algoritmer for det sidste lag og alligevel hente flere sekunder alene ved at skifte til F2L. Den fulde version indeholder 78 algoritmer for de sidste to trin, men de fleste starter med to eller fire og udvider derfra. De fleste, der lærer at løse Rubik’s Cube efter begyndermetoden, holder ved den i månedsvis, og det er helt fint — CFOP er ingen forudsætning for at have det sjovt med en cube.
Selve fingerteknikken er en del af sagen, som mange overser. Det handler om at bruge pege- og ringfinger til at skubbe lagene i stedet for at flytte hele hånden, og om ikke at dreje hele modellen unødigt undervejs. Her hjælper en model med lav modstand markant, for teknikken forudsætter, at et let tryk er nok. En kort beskrivelse af hvert trin, printet og lagt ved siden af, er stadig den mest effektive måde at lære det på — bedre end at forsøge at huske det hele på én gang. Første gang du drejer med fingrene i stedet for med hele hånden, føles det klodset, men det sidder efter en uge.
Smøring, spænding og holdbarhed
En moderne model kommer smurt fra fabrikken, men smørelsen sætter sig efter nogle uger, og så bliver drejningen enten tør eller sej. Smøring er derfor ikke luksus, men almindelig vedligeholdelse et par gange om året. Der findes to typer: en tyk silikone til kernen, som dæmper og giver kontrol, og en tynd olie til brikkernes flader, som gør drejningen let. Skal du kun have én, så tag den tynde. Første gang du smører, skal du bruge mindre end du tror: to dråber er nok til en 3×3-cube.
Fremgangsmåden er simpel. Tag et enkelt stykke plast ud af det øverste lag, dryp to dråber ned i mekanismen, og samle den igen. Drej så modellen i et minut, så olien fordeler sig på alle indvendige flader. Vil du gøre det ordentligt, kan du skille hele produktet ad, tørre hver overflade af med en tør klud og samle det fra bunden — det tager tyve minutter og gør typisk mere godt end at købe nyt. Undgå husholdningsolie og WD-40: de opløser plasten over tid.
Holdbarhed handler mest om, hvad der sker, når modellen falder på gulvet. Første gang en model rammer et flisegulv fra bordhøjde, popper en løs cube ofte, så et par brikker springer ud af sporet. Det er sjældent alvorligt: brikkerne kan trykkes tilbage i sporet med tommelfingeren, og du er i gang igen efter et halvt minut. Det, der ødelægger for alvor, er en revne i kernen eller i et hjørnestykke, og det ser vi først og fremmest på de allerbilligste modeller. Er du i tvivl, så spænd elastikkerne en anelse mere end du ellers ville, hvis modellen skal med i en rygsæk.
Mærker og modeller på markedet
Feltet er delt i to. Rubik’s ejer navnet og laver de klassiske modeller — Rubik’s Original 3×3, Rubik’s Master 4×4 og Rubik’s Professor 5×5 — som er solide, genkendelige og fine som gave, men ikke bygget til hastighed. Så er der speedcube-producenterne, hvor MoYu og GAN er de dominerende mærker, tæt fulgt af QiYi og deres X-Man-serie.
MoYu dækker hele spektret. RS3M-serien, senest V5, er blevet den mest anbefalede model i den billige ende, netop fordi den leverer justerbar spænding og magnetisk kerne for et beløb, der for få år siden kun gav en meget simpel model. I toppen ligger WeiLong-serien: WeiLong V11 er anerkendt for både hastighed og stabilitet, og Super WeiLong V2 hører til de mest roste premiumvalg lige nu. GAN har til gengæld gjort sig kendt på ekstremt lette konstruktioner og på antallet af justeringsmuligheder — GAN 13 og GAN 15 kan skrues igennem i flere dimensioner, og de kendte MagLev-udgaver er blandt de mest omtalte modeller i hele verden. QiYi’s X-Man Tornado-modeller går efter en anden fornemmelse: glatte, kontrollerbare drejninger frem for maksimal fart.
To ting er værd at vide, inden du læser en masse anmeldelser. For det første er nyeste model ikke automatisk den bedst præsterende — flere ældre flagskibe holder stadig deres plads i tests, og producenternes egne sammenligninger viser det samme. For det andet betaler man i den øverste ende for finish og justeringer, ikke for sekunder. Springet fra en simpel model til en RS3M V5 kan mærkes af alle. Springet derfra til et flagskib kan mærkes af dem, der løser mange gange dagligt. Beløbet fortæller altså mest om finish og justeringsmuligheder, ikke om hvor hurtigt du kommer til at løse.
I vores udvalg finder du både klassikerne og speedcubes, herunder MoYu’s 3×3 i to udgaver, QiYi Valk 3 Elite M som magnetisk mellemklasse, en pyraminx og en Rubik’s Cube i retro-udgave til 50-års jubilæet. Vi har bevidst taget en model med indbygget timer med, fordi den fjerner behovet for at have en telefon liggende ved siden af, når man vil følge sin egen udvikling over tiden.
Hvad er en realistisk tid?
Tal fra verdenseliten giver et skævt billede, så her er en mere brugbar skala. Med begyndermetoden og lidt øvelse lander de fleste på to til tre minutter. Har du metoden i fingrene og en ordentlig model, kommer du under et minut inden for et par uger. Under 30 sekunder kræver, at du kender F2L, og under 20 sekunder kræver, at du har lært en større del af algoritmerne og øver systematisk. Størstedelen af dem, der løser fast som hobby, ligger et sted mellem 20 og 60 sekunder — og det er et helt fint sted at være.
Bemærk, at gennemsnittet siger mere end den enkelte løsning. Cubere måler typisk et gennemsnit af fem forsøg, hvor det hurtigste og det langsomste ryger ud, netop fordi en enkelt heldig blanding ikke siger noget. Vil du følge din udvikling, så skriv fem tider ned én gang om ugen frem for at jagte ét godt resultat. Og husk, at udstyret kun flytter en mindre del af regnestykket: en bedre model giver måske fem til ti procent, mens teknik og genkendelse giver resten. Et flagskibs-cube gør dig ikke hurtigere, end din teknik tillader.
Model til barnet eller model til konkurrencer?
Til børn under seks år er det store spørgsmål ikke fart, men om puslespillet overlever. Her vælger vi en robust 2×2 eller en klassisk Rubik’s Cube i 3×3, helst stickerless, så farverne ikke kan pilles af. Hjørnebrikkerne har tre farver og kantbrikkerne to farver, og netop den forskel er det første, et barn skal forstå, før metoden kan læres. Fra omkring otte år kan de fleste følge en begyndermetode med hjælp, og fra tolv år klarer mange den selv.
Skal modellen med til konkurrencer, er kravene anderledes: den skal være magnetisk, justerbar og gennemtestet af andre, og du skal have prøvet den nok til at kende dens grænser. Her giver det mening at læse flere brugeranmeldelser end producentens beskrivelse, for det er småting som magnetstyrke og hvor meget hver side “sætter sig”, der afgør, om modellen passer til din hånd. Uanset hvad du vælger, gælder samme råd: køb én model, lær den ordentligt, og skift først når du ved præcis, hvad du savner ved den. Køber du en Rubik’s Cube som gave, så læg en seddel med de syv trin ved siden af — det er den enkleste måde at sikre, at den faktisk bliver løst og ikke bare beundret.
